Det velfærdssamfund, vi gerne vil give videre
Tanker om velfærd inden for de planetære grænser
Udgivet af Akademiet for Social Innovation Den 30. oktober, 2025
Forord
Vi står ved en skillevej. Det velfærdssamfund, vi kender og er stolte af, er under pres. Det bliver synligt for os i manglen på arbejdskraft på centrale velfærdsområder, i oplevelsen af manglende tid og ressourcer til det, der er vigtigst for os, og en stigende bekymring i befolkningen for, om velfærdssamfundet fortsat vil være til stede, når de bliver gamle eller syge.
Men også i en mere snigende fornemmelse af, at vi som samfund ikke lykkes med at omsætte den enorme stigning i materiel velstand til øget trivsel og prioritering af det, der betyder mest for os; fællesskaber, nære relationer og mening i tilværelsen.
Vi står overfor accelererende økologiske kriser og en stigende bevidsthed om de konsekvenser, som vores samfundsmodel har for klima, miljø og natur. Samtidig diskuterer vi, om vi har råd til både velfærd og grøn omstilling. Om vi kan lægge afgifter på oksekød, hvis det gør, at den enlige mor ikke længere har råd til at servere spaghetti med kødsovs for sine børn. Og hvordan vi kan komme til at arbejde mere og sikre den økonomiske vækst, der er grundlaget for velfærdssamfundet. Det er, som om de to virkeligheder – et velfærdssamfund under pres og de accelererende økologiske kriser – ikke mødes i samtalen om, hvordan vores samfund skal udvikle sig, og hvordan vi skal handle.
Men hvad sker der, hvis vi lader de to virkeligheder møde hinanden? Hvordan ser velfærdssamfundet ud, hvis præmissen er, at plantens og menneskers trivsel er uløseligt forbundet? Og hvilke handlemuligheder åbner sig, hvis vi lader fællesskaberne og den natur, vi gerne vil have til at trives, danne afsæt? De spørgsmål har en arbejdsgruppe i Akademiet for Social Innovation, det seneste år, lagt fælles tankekraft i at undersøge. Vi er mødtes på tværs af forskellige perspektiver, erfaringer og roller. Vi har talt med hinanden og med praktikere og eksperter, og vi har dykket ned i relevant litteratur og eksempler på ny og inspirerende praksis.
Vi ville – og vil fortsat – puste nyt liv i samtalen om udviklingen af vores velfærdssamfund, som vi oplever som fastlåst, præget af falske modsætninger og med for lidt plads til diskussion af, hvad velfærd egentlig er og skal være i fremtiden.
Der er meget i gang allerede, meget der spirer, og som vi kan lade os inspirere af. Lokale fællesskaber, hvor mikrohandlinger ift. grøn omstilling skaber social sammenhængskraft og relationer. Borgerdrevne mødesteder, der skaber rammer for lokal erhvervsudvikling og fællesskaber. Nye modeller for beslutningsprocesser i kommunen, hvor de planetære grænser medregnes i beslutningsgrundlaget. Det giver os håb for, at der findes veje frem og handlemuligheder. Vi ser et behov for at få de perspektiver ind i vores lokale og nationale diskussioner om udviklingen af vores velfærdssamfund og i udviklingen af ny praksis.
Denne tekst er til dig, der i praksis, strategisk eller politisk arbejder med velfærd, og som ønsker en ny samtale om, hvad velfærd er – og skal være i fremtiden.
God læselyst – vi glæder os til dialogen!
Anders Folmer Buhelt, akademidirektør i Akademiet for Social Innovation
Christa Breum Amhøj, stifter af Aktionsuniversitetet
Britt Wendelboe, projektchef i TrygFonden
Elise Sydendal, klimaaktivst i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Emma Holten, feminist, aktivist, moderator og forfatter
Gitte Bylov Larsen, social- og sundhedsdirektør i Gladsaxe Kommune
Helene Bækmark, direktør for Regionssekretariatet i Region Midtjylland
Helene Forsberg, direktør for Kvinderådet
Johan Dubert, direktør for social innovation og stifter i Impactly
Malte Moll Wingender, partner i Analyse & Tal
Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling & kommunikation i LB Foreningen
Torben Frølich, kommunaldirektør i Gentofte Kommune