Fælles handlekraft baner vejen for unge ind i samfundet

Social innovation i praksis: Når 45.000 unge står uden for job og uddannelse, og tallet ikke har flyttet sig nævneværdigt i årtier, må vi tænke ud over kortsigtede projekter og storskala-reformer, siger Anna Mollerup, direktør for En Vej til Alle.

”Jeg havde ingen rammer. Jeg gik i skole, når jeg ville, hvilket var meget sjældent, og ellers var jeg bare derhjemme, drak mig stiv og gjorde ting, som man ikke skulle.” (Ungefortællinger, SUS/En Vej til Alle, 2022).

Det er barske fortællinger, der gemmer sig bag statistikken for unge, der står uden for job og uddannelse. Ungdomsliv med misbrug, depression og mobning. Ensomhed, afmagt og voksne, der har knust troen på egne evner.

I fællesskabet En Vej til Alle arbejder ca. 40 partnere på tværs af samfundet med at finde nye veje ind i samfundets store fællesskaber på arbejde og i uddannelse for og med de mange tusinde unge, som står udenfor. Udfordringen har eksisteret i årtier, men tilgangen i En Vej til Alle er ny.  

”En Vej til Alle placerer sig i mellemrummet mellem praksis, viden og policy og forbinder det, der virker, i myriaden af indsatser og projekter,” siger direktør Anna Mollerup. ”Vi prøver at løfte fælles læringer ud og op for at skubbe på den samlede omstilling af støtte og hjælpesystemerne rundt om unge.”

FORANDRINGSFORTÆLLINGER

Hvordan viser vi den forandring, vi skaber? Det er et spørgsmål, der går igen blandt mange, der arbejder for langsigtet forandring i samfundet.

I 2025/26 arbejder Akademiet for Social Innovation med at skabe nye fortællinger om forandring med udgangspunkt i Akademiets eget arbejde og medlemmernes fortællinger. Derfor har sekretariatet indsamlet viden og erfaringer fra medlemmerne gennem logbøger, kvalitative interviews, surveys og observationer.

I løbet af sommeren og efteråret kan du løbende møde en række medlemmer og blive klogere på, hvad de tager med sig fra Akademiet, og hvilken forskel de gør i samfundet.

Opstod i Akademiet

Traditionelt har ungeområdet siden 1980’erne været præget af en projektlogik på den ene side, hvor der løbende udvikles og afprøves mange nytænkende tiltag lokalt, og på den anden side samlede nationale tiltag eller reformer, der med jævne mellemrum har forsøgt at sætte ind en gang for alle. En Vej til Alle har fokus på at forbinde eksisterende viden og erfaringer. ”På mange områder ved vi godt, hvad der virker, men vi som samlet system er vi bare rigtig dårlige til at levere det,” siger Anna Mollerup.

En Vej til Alle begyndte som en idé i Akademiet for Social Innovation i 2021, hvor daværende formand for Reformkommissionen Nina Smith holdt oplæg om Kommissionens arbejde for at få unge i job og uddannelse. En række medlemmer af Akademiet gik derefter sammen for at sikre, at unges egne erfaringer blev spillet ind i processen. I dag eksisterer En Vej til Alle som forening og selvstændig national aktør, der har givet indspark til både Reformkommissionen og regeringens beskæftigelsesreform og er blevet partner i regeringens Ungeløftet.

Et forpligtende fællesskab

Missionen er stadig drevet af social innovation og kollektiv handlekraft, hvor  aktører i fællesskab udvikler nye tilgange og samler og forbinder læringer for at skabe grundlag for bedre løsninger.  ”Der er forskel på at udvikle lokale projekter, som tester en idé, og at arbejde strategisk med at skabe innovation, som har værdi, der kan ses og måles i skala,” pointerer Anna Mollerup.

”Når vi taler velfærdsinnovation  i Danmark, går det oftest ud på at prøve ideer af. Det foregår fragmenteret og uden blik på det lange seje træk med at udvikle, teste, lære, justere og teste igen og igen. Den proces er nødvendig, hvis vi ønsker reel innovation. I En Vej til Alle vil vi gerne være det enzym som stiller den kapacitet og det tværgående blik til rådighed på tværs af ungeområdet.”

En Vej til Alles kerne er en række  mindre arbejdsfællesskaber eller grupper, hvor eks. kommuner, virksomheder, organisationer og unge erfaringseksperter arbejder med, hvordan  beskæftigelsessystemet bliver langt mere ungevenligt. Og handlingsfællesskabet er forpligtende, understreger Anna Mollerup. ”Man tager sin praksis med ind i rummet. Eksempelvis skal en kommune være villig til at åbne driftsdøren bag ungeindsatserne og turde sætte spørgsmålstegn og afprøve  nyt, også organisatorisk og styringsmæssigt, hvor det giver mening.”

Stil jer i mellemrummet

Arbejdsfællesskaberne knyttes til centrale interessevaretagende organisationer og beslutningstagere, som forpligter sig til løbende at kigge med og løfte viden og erfaring. “På den måde får vi et direkte link til dem, som kan påvirke og skrue på de helt store samfundsknapper. Vores intention er på den måde at være laboratorium for koblingen af fordør og bagdør, at forbinde udvikling og implementering langt mere systematisk, som efterspørges fra flere sider.”

Anna Mollerup efterlyser flere aktører, der på andre områder kan stå i mellemrummene mellem organisationer, viden og dagsordner, mellem policy og praksis.  Som kan samle forskellige typer aktører om at lære sammen og skabe dialog om, hvad der virker, og hvilke barrierer, der skal ryddes af vejen for at skabe forandring. At kaste lys på det og løfte det til beslutningstagerniveau løbende.  “Hvis vi gerne vil fastholde et velfærdssamfund, som vores børn og børnebørn kan trives i og være stolte af, så tror jeg på, at den type organisationer bliver væsentlige i fremtiden.”