Ni ledere og aktivister giver deres bud på en bæredygtig fremtid, hvor velfærd og klima hænger sammen
Anders Folmer Buhelt, akademidirektør i Akademiet for Social Innovation
Britt Wendelboe, projektchef i TrygFonden
Christa Breum Amhøj, stifter af Aktionsuniversitetet
Elise Sydendal, klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Gitte Bylov Larsen, social- og sundhedsdirektør, Gladsaxe Kommune
Helene Bækmark, direktør for Regionssekretariatet i Region Midtjylland
Helene Forsberg, direktør for Kvinderådet
Johan Dubert, direktør for social innovation og stifter i Impactly
Malte Moll Wingender, partner i Analyse & Tal
Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling & kommunikation i LB Foreningen
Torben Frölich, kommunaldirektør, Gentofte Kommune
Vi står ved en skillevej. Det velfærdssamfund, som vi kender og er stolte af, er under pres med kritisk mangel på arbejdskraft på centrale velfærdsområder og manglende tid og ressourcer til de kerneopgaver, der er vigtigst for borgerne. Samtidig står vi over for accelererende økologiske kriser og en stigende bevidsthed om de konsekvenser, som vores samfundsmodel har for klima, miljø og natur.
Alligevel er det, som om de to virkeligheder ikke mødes i den politiske samtale om, hvordan vores samfund skal udvikle sig, og hvordan vi skal handle.
For vi diskuterer stadig, om vi har råd til at finansiere både velfærd og grøn omstilling. Om vi kan tillade os at lægge afgift på oksekød, hvis det går ud over borgere med lav indkomst. Og hvordan vi kan arbejde mere for at sikre den økonomiske vækst, der er grundlaget for velfærdssamfundet.
Det seneste år har vi – en gruppe ledere i foreningen Akademiet for Social Innovation og klima- og velfærdsaktivister – brugt på at undersøge et alternativt spørgsmål: Hvordan ser fremtidens velfærdssamfund ud, hvis præmissen er, at planetens og menneskers trivsel er uløseligt forbundet? Og hvilke handlemuligheder åbner der sig, hvis vi lader vores fælles handlekraft og den natur, vi gerne vil have til at trives, danne afsæt?
I hovedtræk kan vi konkludere, at vores muligheder for at handle og rent faktisk skabe denne utopisk-klingende fremtid er langt bedre, end den politiske debat leder os til at tro. For når politikerne spørger: ”hvem, hvordan og hvor meget”, spørger vi i stedet: Hvad er velfærd egentlig – og hvad skal det være i fremtiden?
Her bliver vi stærkt hjulpet på vej af nye økonomiske forståelser, der gør op med den falske modsætning mellem grøn omstilling og velfærd. Det er strømninger som doughnutøkonomi, trivselsøkonomi og ”antivækst” (degrowth), der har det til fælles, at de sætter både menneskers og planetens trivsel som mål for økonomien. Dertil kommer feministisk økonomi, der kritiserer den neoliberale økonomi for overforbrug, ulighed og manglende værdisætning af omsorgsarbejde.
En anden indgangsvinkel til samtænkning af natur og velfærd kommer fra vores stigende viden om og forståelse af de positive effekter, naturen har på menneskers mentale og fysiske helbred, og hvor meget det betyder for vores livskvalitet at have adgang til og være forbundet med naturen. Kort sagt: Det er velfærd, at naturen findes, trives, og at vi kan være en del af den.
Træder vi ud i virkeligheden, er der allerede mange initiativer rundt omkring i landet, der omsætter denne velfærdsforståelse til praksis. Lokale fællesskaber, hvor grønne handlinger skaber social sammenhængskraft og relationer. Borgerdrevne mødesteder, der skaber rammer for lokal erhvervsudvikling og fællesskaber. Nye former for læring og samarbejde, der forbinder velfærd og natur. Nye modeller for beslutningsprocesser i kommunen, hvor de planetære grænser medregnes i beslutningsgrundlaget. For at nævne et par af dem:
- Over hele landet spirer de prisvindende ”Grønne Nabofællesskaber”, lokale selvorganiserede grupper, hvor borgere går sammen om at lave grønne handlinger, eks. delebilsordninger, repaircafeer eller deling af planter af frø. Initiativtager Bent Mariager mener, at nabofællesskabernes styrke særligt ligger i relationerne og den tydelige effekt af ens egne handlinger. ”Som jeg ser det, kommer velfærd i fremtiden i højere grad til at handle om fællesskaber (end penge, red.). Og der kommer vi til at blive lykkeligere.” siger han i vores undersøgelse.
- I en af landets største kommuner, Ringkøbing-Skjern, samarbejder kommunen med lokale og frivillige aktører om initiativet ”Lokal Bærekraft”, der skal øge trivslen for kommunens seniorer. ”Det er kernevelfærden, det handler om. Og vi tror, det sker bedst i fællesskab i lokalområdet”, siger kommunens leder for Aktivitetsområdet Sundhed og Omsorg, Janne Nielsen.
- I Køge Kommune har man været på forkant af Den Grønne Trepart og oprettede i 2021 en lokal naturfond. Fonden går på tværs af sektorer med inddragelse af både lodsejere, erhvervsorganisationer, lokalforeninger, bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, og byrådspolitikere. ”Kommuner skal i højere grad i fremtiden etablere samarbejder, hvor andre kan løfte… Man får lavet noget samfundsarkitektur, hvor virksomheder og foreninger har mulighed for at gå ind i det,” siger byrådsmedlem Jonas Bjørn Whitehorn (S).
- På tværs af landet integreres naturen i stigende grad i sundhedssektoren, bl.a. i Bispebjerg Hospitals ”Helende haver” og Gentofte Kommunes ”Terapihaver”, som hjælper borgere, der er sygemeldt med stress, angst og depression. Det er værd at bemærke, at terapihaverne blev igangsat af en borger, der havde specialiseret sig i naturterapi og på eget initiativ henvendte sig til kommunen.
Disse eksempler på stærk, lokal handlekraft er blot få blandt mange, vi er stødt på i vores undersøgende arbejde. De inspirerer og giver os håb for et samfund, hvor klima, natur og velfærd samtænkes. Og det er der brug for i de lokale og nationale diskussioner om udviklingen af vores velfærdssamfund.
For vejen til et mere bæredygtigt velfærdssamfund er naturligvis ikke uden forhindringer. Aktuelt står kommunerne midt i en reformstorm, og borgernes tillid til velfærdssystemet er dalende, og det bliver sværere og sværere at tiltrække arbejdskraft til velfærdssektoren. For slet ikke at nævne det pres, der kommer udefra, som følge af den aktuelle geopolitiske situation.
Baseret på vores arbejde har vi derfor udviklet tre pejlemærker for en ny velfærdsforståelse. En slags kompas, vi kan navigere efter, både i forståelsen af og tilgangen til de problemer, vi står overfor.
- Velfærd opstår mellem mennesker
Velfærd skal ikke måles i ydelser, men i menneskers mulighed for at leve det gode liv. Derfor skal vi have fokus på at understøtte relationer og fællesskaber. Nærhed og det lokale har en særlig rolle at spille her.
- Velfærd er betinget af, at de planetære grænser ikke overskrides.
Menneskers og planetens trivsel er uløseligt forbundet. En samfundsmodel, der underminerer planetens velfærd, underminerer også menneskers velfærd. Velfærdssamfundet skal have et planetært budget.
- Velfærd skabes i økosystemer.
Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem velfærd og leverancer fra det offentlige. Virksomheder, foreninger og fællesskaberne i vores hverdag er afgørende for vores velfærd og har potentiale til at spille en endnu større rolle. Ikke som en erstatning for staten, men som en ekstra dimension.
Pejlemærkerne skal ikke ses som en simpel tre-trins-raket til en bedre fremtid, for der ligger endnu et stort arbejde forude med at få nye perspektiver og vidensformer ind i den politiske proces. Som det allerførste er vi nødt til at udvide vores fælles forestilling om, hvordan et anderledes og mere bæredygtigt velfærdssamfund kan se ud – fx gennem grønne fællesskaber og nye samarbejder i lokalområderne. Og skabe plads til oplevelser, der forbinder os, som mennesker, med naturen og med de organisationer og strukturer, der omgiver os.
Men pejlemærkerne kan være med til at rykke ved samtalen om, hvad det egentlig er for et samfund, vi vil give videre til de kommende generationer.
