Åbent Akademi 2026: Giv plads til den sunde konflikt 

Fred er ikke synonymt med fravær af konflikt, siger fredsforsker og hovedtaler på Åbent Akademi 2026, Isabel Bramsen. Snarere skal vi mennesker blive bedre til at være i det sunde konfliktrum, hvor der både er plads til intens uenighed og til at blive klogere på modpartens synspunkter.

”Demokrati er en skikkelig måde at være uenig på,” sagde den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup. Spørger man den anerkendte fredsforsker Isabel Bramsen, kan vi mennesker med fordel øve os i både skikkeligheden og uenigheden. ”Det skaber energi og forbindelser, også når man er uenige og råber ad hinanden. Min største bekymring er, at vi bliver konfliktforskrækkede.”

Det lyder måske som et paradoksalt udsagn fra en fredsforsker, der har skrevet en bog med titlen ”Fredens logik” og har mange års erfaring som forsker og konfliktmægler i højspændte internationale kriser, bl.a. i Syrien og Mellemøsten. Men Isabel Bramsen argumenterer for, at fred ligesom krig er en aktiv tilstand, der kræver at vi udøver fredshandlinger, eks. demonstrationer, og opretholder en bred dialog, især med dem vi er uenige med. ” Vi kommer ingen vegne, hvis vi altid forsøger at være enige. Vi skal udvide paletten, så vi er i stand til at sige nogle hårde ting, selv om vi respekterer hinanden – uanset om det er i hjemmet, på arbejdspladsen eller i fredsforhandlinger. Der skal være et rum for intens uenighed, hvor det ikke er fjendtligt, men heller ikke passivt.”

Det aktive diplomati

I 2026/27 arbejder Akademiet med årstemaet Forbindelser, og vi øver os blandt andet i at forbinde os til dem, vi er uenige med. Isabel Bramsen var hovedtaler på dette års Åbent Akademi, og her påpegede hun, at fred netop handler om at skabe og opretholde forbindelser over tid.

”Vi skal ændre vores syn på fredsforhandlinger og diplomati. Det handler ikke kun om at gå ind i et rum, så man kan hejse det hvide flag bagefter. Det handler ikke kun om at nå en fredsaftale, men om at mødes og forsøge at udfordre hinanden.”

Hvad skal der så til, for at vi forbinder os – også med mennesker, vi er blodigt uenige med?

Isabel Bramsen fremhæver fire faktorer fra en model af den amerikanske sociolog Randall Collins. 

1. Forhandlingerne skal have en klar afgrænsning til omverdenen: Hvem er med, er ikke med. 
2. Parterne skal fastholde fælles fokus på hinanden og det man laver. Det vil sige, at man skal blive i rummet og undgå at kigge på sin telefon eller lade sig påvirke af andre distraherende elementer. 
3. Interaktionen skal gerne være rytmisk med en jævn ping-pong, hvor det ikke kun er den ene, der taler, eller hvor man afbryder hinanden.
4. En fælles stemning/shared mood styrker de sociale bånd og energien mellem parterne

Pausens magi

Netop fordi så meget afhænger af den fysiske interaktion – mimik, rytme og føling med hinanden – giver fysiske møder langt bedre muligheder for at forbinde sig end de digitale, siger Isabel Bramsen. Her undgår man afbrydelser og forsinkelser, som teknologien kan medføre, og så får parterne mulighed for at bruge det uformelle rum i pauserne, hvor der kan opstå afgørende fremskridt.

Isabel Bramsen nævner fredsforhandlingerne mellem den filippinske regering og repræsentanter for den kommunistiske bevægelse/guerilla (under præsident Rodrigo Duterte) i Rom i 2017. Her slog det hende, hvor ufokuserede, forhandlingerne var. Det var svært at afgrænse rummet, hvor deltagerne var en livlig blanding af aktører fra civilsamfund, politiske rådgivere, militærfolk og religiøse repræsentanter. Flere sad med telefonerne fremme og en af hovedforhandlerne sad sågar og kiggede på et turistkort over Rom. Kort sagt var det svært at nå til enighed ved hovedforhandlingsbordet, men efter en lang pause, var der pludselig en åbning. Det viste sig, at de to hovedforhandlere havde fundet rytmen over en smøg udenfor.

Den sunde konflikt

Men kan man overhovedet tro på rum for sund konflikt i en tid, hvor toneangivende verdensledere og medier næres af at skabe polarisering og frygt? Isabel Bramsen peger på den belgiske filosofs Chantal Mouffes idé om det agonistiske samfund, hvor der skal være plads til intens uenighed og (ikkevoldelig) konflikt inden for rimelighedens grænser. Mouffe modsætter sig bl.a. Jürgen Habermas’ ideal om, at demokratiet skal sikre rationel konsensus. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre i politik, fordi politiske holdninger også bygger på følelser, mener hun.  »Målet med demokratisk politik [er] … at tilvejebringe rammen, igennem hvilken konflikter kan tage form af agonistisk konfrontation mellem modstandere i stedet for at manifestere sig som antagonistiske kampe mellem fjender,« skriver Mouffe i The Democratic Paradox fra 2009.

Isabel Bramsen er enig og derfor er hun også stærkt bekymret for den polarisering og ”cancel culture”, som især sociale medier bidrager til, og hvor vi lukker ned eller blokerer for stemmer, vi er uenige med.  ”Hvis vi prøver at lukke uenigheden ned, opstår der usunde konfliktrum, hvor vi taler bag ryggen på hinanden. En sund konfliktkultur har plads til konflikt, uden at man nødvendigvis når en løsning. Det er mødet i sig selv, der er vigtigt, og en pluralistisk samtale med plads til flere stemmer. Et samfund og en befolkning, der er splittet, er lettere at styre i en autoritær retning.” 

Rum til at blive klogere

Som forsker har hun deltaget i flere debatter i medierne, og også her bør der være mere plads til eftertanke, mener hun. 
”Jeg har for eksempel deltaget i ”Debatten” med Clement Kjersgaard, hvor fronterne trækkes meget skarpt op. Da kameraerne blev slukket, kom en af ’modstanderne’ over, og vi blev enige om, at vi nok ikke var så uenige alligevel. Medierne mangler et rum for, at man har en dialog, hvor en eller flere af parterne kan blive klogere. Det er vigtigt, at vi også kan spejle os i den form for samtale.”